
Kandidat Regionrådvalg
Venstres liste nummer 7
E-mail: [email protected]
Bopæl: Aalestrup
Det er fortsat vigtigt med et decentralt sygehusvæsen. Et supersygehus i Aalborg som rummer alt det højt specialiserede, men tillige velfungerende enheder i Farsø, Thisted, Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og Hobro. Prioritere at der fremover er praktiserende læger lokalt - for at skabe hurtig og nem adgang til det samlede sygehusvæsen. Tættere samarbejde mellem erhverv, uddannelsesinstitutioner, kommuner og regionen, således at der fortsat findes spændende produktionsvirksomheder i Nordjylland.
Personlig profil:
Jeg hedder Per Bisgaard. Jeg er født og opvokset på en gård i Fjelsø men har de sidste mange år boet i Aalestrup. Jeg har rundet 62 år, og for mig er sundhed og pleje vigtige emner for byrådet og regionsrådet, som jeg også stiller op til.
Jeg er gift med Jonna, og vi har 5 børn, der alle er fløjet fra reden. Siden 1980 har jeg arbejdet som lærer på Aalestrup Realskole. Dog med en orlovsperiode på 4 år, hvor jeg sad i Folketinget. Min politiske erfaring omfatter også to perioder som borgmester i den gamle Aalestrup Kommune fra 1994 til 2001.
Politik har fyldt rigtig meget i mit liv, og i min alder er interessen for sundhedspolitik ikke blevet mindre. Vi bor i et område, hvor lægedækning ikke er en selvfølge længere, og skulle jeg være så heldig at blive genvalgt til byrådet, vil jeg arbejde benhårdt for at sikre, at vi fortsat kan tiltrække privatpraktiserende læger til Vesthimmerland.
Det kan vi blandt andet gøre ved at realisere projekter som Sundhedens Hus i Farsø, hvor læger kan indgå i et fællesskab med andre aktører på sundhedsområdet. Lignende tiltag i Aalestrup skal der naturligvis også støttes op om.
Men mit hjerte banker også for at sikre gode vækstbetingelser for iværksætter virksomheder i vores kommune. Jeg er glad for, at planloven er blevet lempet, og jeg vil arbejde for, at Vesthimmerlands Kommune følger op med råd og vejledning til de virksomheder, der oplever vækst og har behov for mere plads. Det er til gavn for os alle.
En stemme på mig er en stemme på god lægedækning i Vesthimmerland og vækstmuligheder for erhvervslivet.